Dansk keramisk kunsthåndværk i en liga for sig

Efter mange år på køl er dansk kunsthåndværk ved at komme sig – Det håndlavede og unikke er hot, og der er flere der melder sig på markedet med bud på, hvad dansk kunsthåndværk kan være. Vi introducerer et par af de kunsthåndværkere der markerer sig stærkest med smukke produkter, godt håndværk og en egen stil, der løfter kunsthåndværket ind i en liga for sig.
Som kunsthåndværker tager det en rum tid at etablere et brand, en sikker egenart og en stil der kan spottes ud i mængden. Indenfor keramik er der nogle få der stikker positivt ud – Dem, der tager håndværket seriøst, arbejder intenst med materialet og skaber noget i en klasse for sig. For mange kunsthåndværkere ligner det en sikker vej at læne sig op ad populære trends og skabe produkter, der minder om det andre sælger. Vi hylder dem der tør gå deres egen vej. Mød Rikke, Peter og Tina Marie, der hver især bidrager til at dansk kunsthåndværk løftes op i en liga for sig.

Keramik der bobler af liv

Buler, fremspring, knopper og bobler. Keramikken bliver næsten levende hos Rikke Elgaard, der skaber sine krukker, vaser, kopper og fade på værkstedet i Silkeborg. Rikke er uddannet på Designskolen Kolding, og arbejder med drejede former i mørke og grove stentøjstyper. Hun eksperimenterer med glasurerne og lægger dem ofte lag på lag, for at skabe levende og spændende overflader. Rikkes arbejde dækker både brugskunst og unika og hendes unikke keramikvaser varier i størrelse, men er ofte skabt over det samme tema: De boblede former, der med ofte blålige glasurer, kan minde om store bær eller frugter af ukendt herkomst.

Moderne keramik med klassiker-potentiale

Gode proportioner og bevidste stilbrud. Keramikken fra Hampen Keramik er klassisk og moderne på samme tid. Det er produkter i deres eget univers, hvor klassisk formgivning og godt håndværk fungerer på lige fod med vilde mønstre og spændende glasurer, der har deres helt eget liv. Peter Løgstrup Fischer er uddannet keramiker og industriel designer, og hans sans for form fornægter sig ikke. De håndlavede skåle, kopper og vaser, han producerer, er dansk keramik i højeste karat og kan ses online på www.hampenkeramik.dk. Peters arbejde er kendetegnet ved mønstrede og prægede overflader og de helt særlige glasurer, han selv udvikler på værkstedet. De smukke blå-lilla farver i hans glasurer er et unikt resultat af hans udviklingsarbejde, hvor han skaber overflader der bryder lyset, i stedet for at tilsætte farvestoffet kobolt.

Keramiske variationer

Slanke, buttede, høje og lave. Tina Maries Bentsens formsprog er varieret, men der er en genkendelig linje i den keramik, der kommer fra hendes hånd. Tina Marie arbejder under navnet Copenhagen Handmade og udover de hånddrejede vaser og skåle, har hun også en andel i Den Danske Keramikfabrik, der er sat i verden for at fremme produktionen af dansk keramik – i Danmark. Ligesom hos Hampen Keramik er der stort fokus på glasurudviklingen i Tina Maries arbejde. Hendes bud på moderne vaser og kunsthåndværk kommer med flere forskellige glasurer – Ofte i jordfarver og dæmpede nuancer. Tina Marie lægger vægt på at man kan se at hendes produkter er fremstillet i hånden og de må gerne have små fejl, som afslører deres herkomst som håndlavet keramik.